BarselsMotellet

Amning & Erstatning

Når I kommer til BarselsMotellet, snakker vi kort fødselsforløbet igennem med jer, og besvarer de spørgsmål I måske har. Så snakker vi kort amning, fordi det er barnets naturlige måde at få næring på efter fødslen. Resten tager vi løbende under jeres ophold.

Barnet er født med reflekser, der stimulerer det til selv at søge efter maden og sutte, når det rette sted er fundet. Det handler egentlig om overlevelses-instinkter der ligger dybt i den nyfødte – akkurat som hos andre patte dyrs unger! Hos den nybagte mor ligger der også instinkter, som vækkes ved kontakten med den nyfødte.

Vi hjælper med at koble jeres instinkter sammen, så amningen glider naturligt og let. Amning er andet end mad – det er frigivelse af vigtige hormoner, nærkontakt, samhørighed mellem mor og barn, hudstimulation, sansestimulation, sammentrækning af livmoder. Det er også en naturlig fortsættelse af graviditet og fødsel. Derfor er den en meget vigtig del af vores videre fysiske, følelsesmæssige, sociale og intelligens mæssige naturlige udvikling.

Amning er samarbejde omkring medfødte egenskaber – Det er ikke en vanskelig videnskab!  For at få den optimale start, må I tage ansvar for at barnet, får lov til at sutte når det selv viser tydelige tegn på, at det nu er klar til  både den første og alle de følgende amninger.

Barnet viser og gennemgår nogle helt tydelige signaler og handlinger i en helt bestemt rækkefølge, inden det selv er klar til at sutte og spise. I får naturligvis også en lille guide med al den nyttige information I kan have brug for.
Vi er der for jer 24 timer i døgnet, så den hjælp I har brug for er lige ved hånden hele tiden.

Alternativ til mor’s mælk

Amning er ikke altid en mulighed for alle mødre og børn.  Der kan være mange forskellige grunde til det. Eksempel vis forstyrrelser i den første kontakt og bonding mellem mor og barn, langvarig adskillelse efter fødslen, fysiske/fysiologiske tilstande hos både mor og barn, kroniske sygdomme, medicinsk behandling, psykiske årsager, hormonforstyrrelser, infektioner hos mor og barn, direkte fravalg, manglende eller dårlig information m.m.

Hvis amningen ikke etableres, kan du give modermælks erstatning med god samvittighed – det er det bedste alternative valg, fordi det er sammensat, så det ligner modermælken bedst muligt. Der er flere produkter at vælge imellem.

Selvfølgelig hjælper vi jer også meget gerne igang med at give barnet flaske. Der er nogle specielle hensyn at tage i forhold til dit barns naturlige udvikling, når du ikke ammer. Det kan I sammen lære at kompensere for – ganske enkelt.  I får naturligvis også en lille guide med al den nyttige information I kan have brug for.
Vi glæder os til at være sammen med jer alle i den nye begyndelse af familielivet.